Kategorier
Nyheder

Nexus får ny administrerende direktør

Den 1. maj 2022 tiltræder Mickey Maymann som ny administrerende direktør i Nexus Interim Management A/S. Her får han til opgave at accelerere virksomhedens stærke vækst og udvikling.

Interim markedet oplever for tiden en historisk kraftig vækst, og Nexus Interim har en stærk position i Danmark, som Mickey Maymann skal fortsætte og accelerere. Mickey Maymann kommer med omfattende og relevant erfaring fra en lang karriere i Adecco Danmark, hvor han i de seneste 7 år har været administrerende direktør.

I september 2021 købte Valtus Group aktiemajoriteten i Nexus Interim Management A/S. Valtus Group er Europas største interim selskab og ejet af Geneo Captial Entrepreneurs/ Société Générale. Med Valtus Group som ejer har Nexus Interim fastslået sin position som branchens ledende virksomhed inden for interim management i Danmark. I takt med den hastige teknologiske udvikling og den øgede kompleksitet i virksomhedernes opgaver er ydelserne hos Nexus Interim mere efterspurgte end nogensinde. Forventningerne til fremtiden er derfor store med Micky Maymann ved roret.

– Vi er meget glade for at kunne byde Mickey Maymann velkommen til Nexus Interim. Med hans stærke faglige baggrund og personlighed er jeg sikker på, at han i de kommende år vil accelerere udviklingen i Nexus Interim. Potentialet er enormt, og Mickey Maymann er den rette til at forvalte og udvikle den stærke position, som Nexus Interim har i dag, siger Göran Johansson, nuværende administrerende direktør for Nexus Interim.

– Jeg er meget taknemlig for at få muligheden for at lede Nexus Interim videre sammen med et hold af kompetente kolleger, som jeg har stor tiltro til. Vi ser for øjeblikket en historisk vækst i markedet samt et imponerende momentum for Nexus Interim. Jeg er sikker på, at vi sammen med Valtus Group kan styrke vores position og sikre fortsat udvikling og vækst som det førende brand inden for Executive Interim Management i Europa, siger Mickey Maymann, kommende administrerende direktør for Nexus Interim.

Nexus Interim Management A/S blev grundlagt i år 2000 af Göran Johansson. Virksomheden har i mere end 20 år fokuseret og konsekvent markedsført konceptet omkring interim management og har opnået en position som den ledende virksomhed inden for interim management i Danmark. Göran Johansson fratræder, efter en overdragelsesperiode, for at gå på pension. Han fortsætter dog arbejdet i bestyrelsen for Nexus Interim Management A/S.